Vores avis Udskriv Email


DAMD lancerede i september 2009 den arabisksprogede avis, Akhbar Al-Danmark - ”Danmarks nyheder”. I det år, der nu er gået, har vi fået et overvældende antal reaktioner på avisen. Vi er blevet mødt med nysgerrighed, taknemmelighed og har modtaget både mails, telefonopkald og kommentarer på gaden med holdninger – begejstrede såvel som oprørte, men under alle omstændigheder engagerede og følelsesladede.


Vi har med andre ord fået cementeret os som alment samtaleemne; på cafeer, ved middagsborde og sågar i fredagsbønnen. Det gælder ikke kun i hovedstadsområdet – også læsere i de allermest yderligt beliggende egne af landet – fra Sønderjylland til Bornholm og over Sundet har udvist interesse og engagement i os og vores arbejde. Vi kan dermed og med tilfredshed konstatere, at vi har ramt et tomrum og et behov, som vi håber og tror, vi kan blive ved med at dække, og fremover både yderligere i dybden og i bredden. Derfor håber vi ikke mindst, at læserne også i fremtiden vil blive ved med at give udtryk for deres holdninger og give deres besyv med til, hvordan avisen kan blive endnu bedre og ramme endnu mere plet hos et nyt såvel som hos dens nuværende publikum.


Nyheder om Danmark på arabisk
Avisen udkommer en gang om måneden, udgives i et oplag på 5000 eksemplarer, og dækker et alsidigt udbud af relevante lokale nyheder og aktiviteter i det danske samfund for dansk-araberne.

Indholdet bliver primært formidlet på arabisk til en målgruppe, som består af første og anden generation af arabisktalende danskere fordelt på ca. 92.000 arabisktalende på landsplan.

men-readingSelvom Akhbar Al-Danmarks primære målgruppe er arabiskkyndige, er avisen tosproget med indhold på både arabisk og dansk. Vi ønsker nemlig også at give danske læsere et indblik i og herigennem forståelse for det arabiske miljø i Danmark – en verden, som vi tror ellers er ukendt for mange af sproglige eller kulturelle årsager. Og vi ønsker ikke mindst at henvende os til især de yngre dansk-arabere, som ikke kan læse arabisk, for derigennem også at skabe en fælles debatplatform mellem generationer, der nok har kulturbaggrund, men ikke nødvendigvis sproget til fælles.

Avisen bliver gratis husstandsomdelt i områder med en høj koncentration af dansk-arabere, såsom Mjølnerparken, Tingbjerg, Blågårds Plads samt Nørrebrogade. Derudover bliver avisen også gratis omdelt i forskellige restauranter, klubber og forsamlingssteder for dansk-arabere på landsplan og er til at finde på offentlige institutioner, såsom biblioteker, kommuner, sociale centre, universiteter, sprogcentre samt diverse relevante ministerier. Hvis din arbejdsplads, institution eller virksomhed er interesseret i at modtage avisen, så tøv endelig ikke med at kontakte os.

Akhbar Al-Danmark bliver også sendt ud til 300 postadresser og lagt ud på E-Pages, hvor den kan læses online.



Avisen er en oplagt annonceringsmulighed for virksomheder, som gerne vil nå ud til den arabisktalende befolkningsgruppe i hovedstadsområdet, Odense samt større og mellemstore byer i Jylland.


Avisen har som målsætning at være det medie, der belyser og skaber debat om aktuelle kulturelle, sociale og samfundsrelaterede nyheder og begivenheder, som er relevante for målgruppen.


Akhbar Al-Danmark er medlem af Danske Specialmedier.

 




Ønsker du at annoncere i Akhbar Al Danmark? Udnyt dit potentiale maksimalt. Nå præcis den målgruppe du vil med relevante, målrettede annoncer.